Billedet alle taler om: Ja, det var akavet
Hvorfor i alverden er der taget et billede af Lionel Messi, der bader den nye spanske superstjerne Lamine Yamal som baby?

Hvorfor i alverden er der taget et billede af Lionel Messi, der bader den nye spanske superstjerne Lamine Yamal som baby?

Det må være den vildeste tilfældighed nogensinde.
Verdens bedste Lionel Messi var allerede en etableret stjerne i 2007, hvor han blev fotograferet i et ømt øjeblik med en badende baby. Den nuttede dreng i karet er i dag vokset op til at blive Spaniens største superstjerne, Lamine Yamal.
Nu mødes de to i finalen: Messi i sin sidste VM-dans, Lamine Yamal i sin første.
Historien bag det famøse billede, som spreder sig som en steppebrand over alt i verden i disse dage, er fascinerende.
Manden bag, AP-fotografen Joan Monfort, stod i udeholdets omklædningsrum på Camp Nou, hvor Barcelonas stjerner skulle have taget billeder til en kalender, som var en del af en årlig velgørenhedsindsamling, der blev arrangeret af den lokale avis Diario Sport og UNICEF.
Lamine Yamals mor, den dengang 16-årige Sheila Ebana, stod lige ved siden af, mens fotograferingen fandt sted. Hendes barn var udvalgt efter en lodtrækning i lokalområdet, og seancen blev hurtigt akavet, fortæller fotografen.

Manden med kameraet fortæller, at det langtfra var en nem opgave at få billedet i kassen.
»Messi er en ret introvert fyr, han er genert. Han kom ud af omklædningsrummet, og pludselig befandt han sig i et andet omklædningsrum med en plastikbalje fuld af vand og en baby i. Det var kompliceret. Han vidste ikke engang, hvordan han skulle holde ham i starten,« fortalte fotografen til AP i 2024.
Her delte Lamine Yamals far, Mounir Nasraoui, fotoet på Instagram i forbindelse med EM-slutrunden, som hans søn triumferede i. Også dengang gik billedet viralt og blev delt verden over.
»Begyndelsen på to legender,« lød det fra faderen - og han fik jo ret.
Lionel Messis karriere taler for sig selv, og Lamine Yamal er i en alder af 19 år allerede en legende in spe med en EM-triumf, tre spanske mesterskaber med Barcelona og en VM-finale foran sig.
Nu 39-årige Messi vidste ikke, hvad han stod med i hænderne, dengang billedet blev taget, men vi får endnu et svar søndag aften, når VM-finalen mellem de to skal afgøres.
Endnu et episk kapitel til fodboldhistorien.