Billeder af kronprins Haakon vakte opsigt: 'Det var akavet'
Han sad ved siden af FIFA-præsident Gianni Infantino ved norsk VM-brag.

Han sad ved siden af FIFA-præsident Gianni Infantino ved norsk VM-brag.

Der sad de side om side, FIFA-præsident Gianni Infantino og den norske kronprins Haakon.
Men billederne af de to til VM-kvartfinalen mellem Norge og England har vakt opsigt.
»Jeg tror, at kronprinsen syntes, at det var lidt akavet,« som Mina Finstad Berg, sportskommentator norsk TV 2, udtrykker det.
I Norge har man ikke mindst lagt mærke til de lidt anstrengte ansigtsudtryk, som kronprins Haakon undervejs i kampen så ud til at have.
I modsætning til Gianni Infantinos åbenlyse begejstring.
»Der er tydeligvis ingen spirende 'bromance' der, nej,« konstaterer Mina Finstad Berg:

»Det så ikke just ud til, at kronprinsen ligefrem hyggede sig ved siden af Infantino.«
Norsk TV 2 har også en kongehusekspert, Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen, og han siger om mødet på tribunen i Miami:
»Det første, jeg tænkte, var: 'Øj, her mødes to verdener virkelig'. Her er der én person, der er til stede ved den rigtige uddeling af fredsprisen og én anden, der opfinder en fredspris for at fedte for Trump.«
Lyder det med henvisning til den amerikanske præsidents forgæves iver efter at få Nobels' fredspris, der uddeles i Oslo. I stedet gav FIFA ham så sidste år en nyindstiftet fredspris.
I øvrigt blev situationen på stadion i Miami ikke gjort mindre beklemt ved, at præsidenten for det norske fodboldforbund, Lise Klaveness, sad på den anden side af kronprins Haakon – hun er en særdeles ihærdig kritiker af netop Gianni Infantino.