Først var det Christian Eriksen, og nu er en anden VM-aktuel landsholdsspiller også blevet far.

Det er nemlig venstrebacken Jonas Knudsen, der sammen med sin kone Trine Bruun Jensen, tirsdag er blevet forældre til en pige.

Det skriver Fyens.dk.

Så mens Christian Eriksen nåede at være hjemme til fødslen, så var 25-årige Jonas Knudsen altså sammen med resten af det danske landshold i Anapa i Rusland, da hans kone gik i fødsel.

Barnet blev født tirsdag et par uger før tid, og ifølge DBU så har mor og datter det godt.

Der er heller ingen umiddelbare planer om, at Jonas Knudsen skal flyve hjem og se sin kone og det nyfødte barn efter Peru-kampen, meddeler DBU.

Jonas Knudsen, der til daglig spiller for Championship-klubben Ipswich, blev gift den 20. maj sidste år.

Jonas Knudsens kone, Trine, er til daglig sygeplejerske og parret bor sammen i Ipswich i det østlige England.

Torsdag rejser Knudsen og resten af det danske landshold fra Anapa til Saransk, hvor den første gruppekamp mod Peru spilles lørdag aften.