KOMMENTAR
Puha, nu sker det! Danmarks VM-skæbne afgøres i dag. Skal denne slutrunde være en succesfuld højder eller skal den gå over i historien som en skuffende jordstryger, der aldrig rigtig fik lov at lette fra græsset?
Det afgøres af den danske kamp mod Frankrigs titelbejlere og sekundært af Australiens jagt på tre point mod Peru. Man får lyst til at bide lidt i neglene, ik'?

Det har vi her i Moskva. For første gang i 16 år kan det danske landshold gå videre fra en stor slutrunde. Det kan blive en stor og jubelfyldt dag for dansk landsholdfodbold. Men det kan også blive en skuffende dag, der kalder på selvransagelse, hvis Åge Hareides hold taber og ryger ud af VM uden at have vist mere, end det allerede har gjort. Resultatet og spillet bestemmer naturligvis, hvilken vej vi skal.
Danmark bør gå videre. Og chancerne er gode. Rigtigt godeSøren Hanghøj Kristensen
Det var en stor succes for Åge Hareide og hans landsholdsprojekt, da VM-deltagelsen blev sikret en fortryllende november-aften i Dublin. Men er det nok bare at stå i baren for et dansk landshold, der endelig er med til den store fest? Det synes jeg jo ikke. Det er flot at være med til et VM. Men Åge Hareides landshold har brug for at vise, at der er mere at komme efter. Og danskerne har brug for at se, at landsholdet også kan bide skeer med de store og slå sig videre ved en slutrunde.

Dette landshold fik luft under vingerne med storsejren i Dublin og billetten til VM. Nu må det VM, vi alle har glædet os til, ikke blive en parentes og stække de vinger.
Danmark bør gå videre. Og chancerne er gode. Rigtigt gode. Ud over mulighederne mod et fransk hold, der ikke kommer med paradeopstillingen, har vi den lidt bizarre situation, at VM meget vel kan ende som en succes på papiret selv med et nederlag mod Frankrig. Det giver de rød-hvide to døre ind til knock out-kampene. Det skal landsholdet være i stand til at udnytte.

