Den italienske mand, der mandag stormede banen under en VM-kamp, blev kortvarigt anholdt, men er siden blevet løsladt.

Det oplyser den italienske ambassade i Qatar til NRK.

»Den berørte statsborger blev løsladt kort tid efter hændelsen. Han er ikke blevet sigtet.«

»Anden information vil ikke blive delt på grund af tavshedspligt,« lyder det i et svar til mediet.

Baneløberen vakte stor opsigt under VM-kampen.
Baneløberen vakte stor opsigt under VM-kampen. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Manden stormede banen under mandagens opgør mellem Portugal og Uruguay.

B.T.s udsendte på Lusail Iconic Stadium kunne berette, at baneløberen invaderede grønsværen 10 minutter inde i anden halvleg. Han nåede at være på grønsværen i 20 sekunders tid, inden han blev tacklet af sikkerhedsvagter.

Herefter blev han ført væk fra stadion, men det stod ikke klart, hvad der var sket yderligere med ham.

Han havde dog fuld opbakning fra Portugals spillere oven på sit indløb:

»Selvfølgelig. Vi støtter ham alle og de beskeder, han havde på sin trøje.«

»Vi håber ikke, der sker ham noget, fordi vi forstår hans besked, og jeg tror også, hele verden forstod det,« sagde Portugals VM-spiller Rubes Neves til flere medier efter kampen.