Der er ét job, der overstråler alle andre i håndboldverdenen.
For jobbet som dansk landstræner på herresiden er det mest eftertragtede blandt alle de stjernetrænere, der til daglig render rundt og skaber store resultater på den internationale scene.
Det fortæller den tidligere landstræner Ulrik Wilbek, der om nogen ved, hvad der rører sig bag håndboldsportens kulisser, til B.T.
Danmarks herrelandshold er nemlig så propfyldt med stjernespillere, at ingen trænere ville tøve med at sige ja, hvis de blev tilbudt posten.
»Lige nu er det største at træne Danmark. Det var allerede meget eftertragtet, da vi ansatte Gudmundur (Gudmundsson, red.) i 2014. Der var mange navne inde i billedet til jobbet,« lyder det fra Ulrik Wilbek.
Han sad selv tungt på posten som dansk landstræner fra 2005 til 2014, og i den periode udviklede jobbet sig til at blive det næstmest eftertragtede.
Kun overgået af Frankrig, som var den altdominerende faktor i en lang årrække.
Men den magtfaktor er for længst tippet over til dansk fordel, mener Ulrik Wilbek:
»Nu er det jo skiftet. Alle vil have jobbet som dansk landstræner. Jeg har dog personligt selv altid haft det sådan, at jobbet som træner for Danmark er det største i hele håndboldverdenen.«
På trods af efterspørgslen skal de danske håndboldfans dog ikke frygte, at Nikolaj Jacobsens job skifter hænder lige foreløbig.
For ifølge Ulrik Wilbek er der næppe et andet hold, som den succesfulde landstræner har mere lyst til at stå i spidsen for end det danske.
Danmark møder søndag aften Frankrig i VM-finalen i Stockholm.
Du kan følge opgøret live på bt.dk fra klokken 21.