De er i Sverige for at spille VM i håndbold.

Men faktisk er der også en anden sportsgren, de danske stjerner sideløbende brillerer i.

For når der ikke er kamp, træning eller taktikmøder, bliver meget af tiden brugt i fællesrummet, hvor der særligt er én ting på programmet. Bordtennis.

»Det har været turneringer før. Nu er det blevet en rangliste, hvor man kan kæmpe sig op og ned ved at udfordre hinanden. Det er en meget sjov lille ting, at tankerne ikke altid skal gå på håndbolden, så kan man lige koble af og forberede sig på en lille bordtenniskamp,« smiler Kevin Møller.

Flere af spillerne forklarer, hvordan der er en stor tavle med spillernes navne på. Her kan de så udfordre op til tre niveauer over, og vinder udfordreren, bytter spillerne plads.

Bliver en spiller udfordret, skal han tage imod den inden for 24 timer.

»Jeg er faktisk glad for, du spørger mig i dag, jeg har haft en rigtig god udvikling. Jeg startede som næstsidste, men jeg er en af dem med det største udviklingspotentiale, og jeg er meget tilfreds med, jeg kom op og lå i top-seks i går aftes ved at slå Niklas (Landin, red.), og det må du gerne citere mig for,« siger Lukas Jørgensen med et stort grin.

Lige nu er det Henrik Møllgaard, der ligger i toppen af ranglisten, fortæller begge spillere.

Henrik Møllgaard har tilsyneladende et skjult talent for bordtennis.
Henrik Møllgaard har tilsyneladende et skjult talent for bordtennis. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han blev dog udfordret af Magnus Saugstrup torsdag aften, forklarer Kevin Møller, og derfor kan billedet hurtigt ændre sig.

Det har dog haltet lidt med udfordringer til Møllgaard, og det har Lukas Jørgensen en forklaring på.

»Møllgaard starter med at indtage førstepladsen fra hans rangering sidste år, og så har I jo set, han har udtalt, han har ondt i anklen,« siger han og fortsætter:

»Det er så, fordi han ikke rigtig kan deltage i turneringen lige nu, der er ikke rigtig nogen, der udfordrer ham, han skal passe på sin ankel, så jeg forestiller mig også, han trækker skaden lidt længere, end den er. Det mistænker jeg ham for,« siger Lukas Jørgensen med et stort smil og glimt i øjet.

Lukas Jørgensen er en af dem, der spiller bordtennis.
Lukas Jørgensen er en af dem, der spiller bordtennis. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mens det går godt for ham i turneringen, ser det anderledes ud for Kevin Møller, erkender målvogteren selv.

»Jeg ligger nede i bunden, må jeg sige. Min koncentration er der ikke til at blive ved med at få bolden over. Jeg vil gerne spille aggressivt og hårdt. Min tålmodighed er ikke til bare at skulle løfte den tilbage indimellem. Der skal ske for meget,« griner han.

Ud over bordtennis kan spillerne finde på enten at game, spille kort, drikke kaffe eller bare sidde for at snakke.

Alt sammen noget, der også er ekstremt vigtigt i det store billede.

»Det er vigtigt, vi har det godt, og alle kan være i hinandens selskab. Det er lang tid, vi er samlet, så det synes jeg, holdet er gode til,« siger Lukas Jørgensen.