Det var en lidt skuffet Åge Hareide, der kunne se sit mandskab spille 1-1 mod Australien torsdag eftermiddag.

Det var egentlig ikke spillet på banen, der ærgrede nordmanden så meget i det efterfølgende interview men mere VAR-kendelsen der gav straffespark til Australien.

»Jeg har vist sagt mit (om VAR, red.). Man mister lidt af charmen. Dommeren ser det ikke, men Yussuf bliver skubbet, og så rammer bolden hans hånd. Vi må bare finde os i det,« siger Åge Hareide til TV 2 Sport til situationen, hvor dommeren fløjtede for straffespark, da Yussuf Poulsen havde hånd på bolden.

Det uafgjorte resultat betyder, at intet endnu er afgjort i Danmarks pulje C, og der venter en spændende kamp mod Frankrig.

Det var i denne situation, at bolden ramte Yussuf Poulsen på armen.
Det var i denne situation, at bolden ramte Yussuf Poulsen på armen. Foto: Martin Meissner
Vis mere

»Det bliver en vigtig kamp mod Frankrig uanset hvad, og det er jo fint. Så må vi arbejde med os selv frem mod den kamp, og det er jo fint at det er mere tight og hårdt,« siger Åge Hareide.

Fra sidelinjen kunne han ellers se Christian Eriksen sparke Danmark i front tidligt i kampen, men langsomt bed Australien fra sig og spillede sig ind i kampen.

»Vi mødte et hold, der kæmpede godt. De klarede det godt mod Frankrig og de klarede det godt mod os, det er en god start. Vi virkede lidt slidte hen ad vejen, men vi fik nogle mere friske ben på banen, og det blev godt, da Andreas kom ind i front,« siger Åge Hareide til TV 2 Sport.

Frankrig møder Peru klokken 17 torsdag, og Danmark møder franskmændene tirsdag.