Lyt til artiklen

Det var forventet, at det franske landshold ville rokere massivt i dagens gruppekamp mod Tunesien.

De franske verdensmestre er nemlig kvalificeret til ottendedelsfinalen, og rigtig meget skal gå galt, før de mister førstepladsen i gruppen.

Alligevel overrasker Didier Deschamps massivt ved at stille med ja, nærmest reservernes reserver.

'Det er overraskelsernes dag,' skriver det franske medie RMC Sport om startopstillingen, der bedst kan betegnes som et C-hold.

Didier Deschamps og Frankrig spillede sig videre fra gruppen med 2-1 sejren mod Danmark i lørdags.
Didier Deschamps og Frankrig spillede sig videre fra gruppen med 2-1 sejren mod Danmark i lørdags. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Vi vidste i forvejen, at Danmark selv skal på arbejde for at komme videre i turneringen, men Deschamps 11 udvalgte kan næppe ses som en god nyhed for Danmark.

Det er snarere det modsatte, og Deschamps giver plads til spillere, der har tæt på – eller slet ingen – landskampe på cv'et.

Eksempelvis starter Monacos Axel Disasi på højreback. Den 24-årige forsvarsspiller har aldrig spillet en landskamp, og så er han ovenikøbet midtstopper i sin klub. Her lå det umiddelbart i kortene, at Benjamin Pavard med 47 kampe i Frankrigs blå trøje ville starte på banen.

På den modsatte back finder man Eduardo Camavinga, der ellers er midtbanespiller, men er vikar grundet skadesituationen på venstreback.

På midtbanen er der blevet plads til Jordan Veretout, der spiller i Marseille, og har spillet under en hel landskamp for Frankrig fordelt på fem optrædener. Han får følgeskab af Matteo Guendouzi, Youssouf Fofana og Aurélien Tchouaméni.

Kun sidstnævnte er en del af den ideelle startellever, og de tre resterende har kun 14 landskampe tilsammen.

Superstjernerne Ousmane Dembélé, Kylian Mbappé og Antoine Griezmann er bænket, og det er Olivier Giroud også.

I stedet er Frankrigs offensive kort den relativt rutinerede Kingsley Coman og det uprøvede kort fra Frankfurt, Randal Kolo Mouani, som deler klub med Danmarks Jesper Lindstrøm.

Kun to spillere går igen fra sejren mod Danmark: Raphaël Varane og Aurélien Tchouaméni.

Frankrigs startopstilling mod Tunesien:

Steve Mandanda (Rennes) – Axel Disasi (Monaco), Raphaël Varane (Manchester United), Ibrahima Konaté (Liverpool), Eduardo Camavinga (Real Madrid) – Matteo Guendouzi (Marseille), Aurélien Tchouaméni (Real Madrid), Youssouf Fofana (Monaco), Jordan Veretout (Marseille) – Randal Kolo Mouani (Eintracht Frankfurt), Kingsley Coman (Bayern München)