Tre timers hårdt arbejde. Seks leveringer.

Og alligevel i minus efter en dag som Wolt-bud.

Det lyder helt barokt, men det er virkeligheden for flere Woltbude, skriver Politiken.

Under en vagt kom et bud eksempelvis til at bytte rundt på to ordrer og blev straffet med en regning på 450 kroner grundet Wolts krav – altså mere, end personen havde tjent.

Alt imens udgifterne er steget, er betalingen per levering faldet det seneste år.

Tirsdag tog over 100 bude så sagen i egen hånd og samlede sig på Nørrebro i København for at demonstrere mod det, de oplever som elendige løn- og arbejdsvilkår.

Sammen i fællesskab afviste de ordrer i deres apps for at tvinge Wolts algoritme til at tilbyde dem en højere pris.

Ifølge arrangørerne 'Community House Copenhagen' førte det midlertidigt til at indtjeningen blev fordoblet på kortere ture.

Efter den fire timer lange aktion kørte budene sammen i kortege mod Wolts hovedkontor på Ny Carlsberg Vej, hvor protesterne fortsatte.

Wolt afviser kritikken overfor Politiken.

I et skriftligt svar oplyser virksomheden, at budene kan se betalingen på forhånd og dermed selv vælge deres opgaver, og at indtjeningen i gennemsnit ligger over 220 kroner i timen. Det afviser budene dog, skulle være tilfældet.

Efter protesten er der allerede nye aktioner, mens utilfredsheden blandt budene vokser.