Køen ved kaffemaskinen var nærmest konstant. Tusindvis af mennesker strømmede forbi hver eneste dag i hjertet af København.

Nu er dørene lukket hos det, der ifølge DSB er verdens mest omsættende 7-Eleven-butik.

Butikken på Københavns Hovedbanegård lukkede nemlig i udgangen af februar som følge af den omfattende ombygning af Hovedbanegården, skriver Retail News.

Og det rammer DSB Service & Retail hårdt, fordi butikken alene stod for en enorm del af forretningens omsætning.

»Hovedbanegården udgør omkring 12 procent af vores omsætning, så det er en meget stor påvirkning for os,« siger direktør i DSB Service og Retail, Martin Zunda, til mediet.

DSB Service & Retail driver omkring 60 7-Eleven-butikker på stationer rundt i landet gennem en franchiseaftale.

Selskabet havde i 2025 et overskud på blot 24 millioner kroner på en omsætning tæt på 1,2 milliarder kroner. Men i år forventes overskuddet at falde markant til mellem to og fire millioner kroner.

Ombygningen ventes at fortsætte frem mod 2029, og direktøren forventer, at byggerod og ændrede rejsemønstre vil påvirke salget i flere år.

Samtidig forsøger DSB at flytte kunderne til andre kiosker på stationen. Den tilbageværende 7-Eleven ved Tivoli er blevet udvidet og har ifølge direktøren allerede slået salgsrekorder.

Ifølge DSB skal ombygningen gøre Hovedbanegården mere åben og overskuelig for de mere end 100.000 daglige passagerer.

Butikken ventes at åbne igen, men hvornår er dog uvist. Opbygningen formodes dog at være færdig i 2027.