Fredag kunne POWER i Ringsted endelig slå dørene op, efter en stor udvidelse af butikken. 

Og det var der tilsyneladende flere, der var begejstrerede for. 

I en pressemeddelelse skriver Power, at der ligefrem opstod kaoslignende tilstande omkring shoppingscentret RingStedet, da den røde snor blev klippet. 

»Vi har jo et køtelt uden for butikken, og teltet har været fyldt op hele natten med overnattende kunder. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig på forhånd, men det her slår alt. Der var kaoslignende tilstande, da vi slog dørene op,« siger Jesper Boysen, administrerende direktør i POWER.

Ifølge direktøren stod 600 kunder i kø fredag morgen klokken 7, og den første meldte allerede sin ankomst torsdag aften kort før midnat. 

POWER Ringsted har indtil i dag været den mindste blandt POWERs 31 butikker i Danmark, men efter udvidelsen er butikken nu hele 2.000 kvadratmeter. 

Butikkens mål var at ramme en omsætning på 12 millioner kroner i løbet af dagen. Inden middag havde butikken allerede omsat for 10 millioner kroner. 

Direktøren fortæller videre, at dagens succes er med til at sende et signal til hele den danske detailbranche.

»Alt virker lige nu til at handle om krige og kriser og for detailbranchens vedkommende lav forbrugertillid, stigende priser og butiksdød. Set i det lys må jeg sige, at POWER igen i dag er stemplet ind med en modvægt. Danskerne vil stadig gerne de fysiske butikker. Basta,« afslutter Jesper Boysen.