Fredag var det J-dag.

Og hos Molslinjens Øresundslinje havde man ekstraordinært travlt.

For ikke nok med, at det er en stor gå-i-byen-dag i Danmark, så er det også en dag, hvor svenskerne kommer til Danmark i stor stil.

Hele 48.061 gående passagerer gik ombord de tre dage – det er 8.400 flere end på juleøllens første weekend-dage sidste år og en stigning på hele 21 procent, det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.

J-dag var i år flyttet ud af den svenske efterårsferie, og det har formentlig haft betydning for den store ekstra tilstrømning i år, hvor de mange festglade svenskere valgte at hygge sig ombord eller bruge færgerne som en festlig genvej for deres tur til det danske natteliv i Helsingør og København, lyder det yderligere.

»Noget kan dog tyde på, at juleøllens ankomst egentlig blot er en undskyldning for at feste, for specifikt salget af juleøl i vores shops er faktisk utroligt beskedent,« lyder det fra Molslinjens CEO, Kristian Durhuus.