Det tyske selskab Deutz AG straffes torsdag med en bøde på otte millioner kroner af Københavns Byret.

Selskabet, der producerer motorer, misbrugte sin dominerende stilling, fremgår det af et referat på byrettens hjemmeside.

Konsekvensen af lovovertrædelsen var, at flere DSB-tog var ude af drift i længere tid, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tidligere oplyst.

Sagen går mange år tilbage.

I 2010 hindrede Deutz og dets officielle forhandler i Danmark, at en mindre dansk virksomhed kunne få reservedele til renovering af motorerne i DSB's IC3-tog.

Dette var misbrug af selskabets dominerende stilling på markedet, har byretten slået fast i straffesagen.

Da det danske selskab Fleco blev blokeret og hindret i at skaffe reservedele, havarerede en del motorer, fordi de ikke kunne repareres i tide.

Det var tilbage i 2013, at konkurrencemyndighederne gik til politiet med en anmeldelse.

Tiltalen blev rejst i 2017, men en langvarig proces i en civil retssag hindrede, at straffesagen i flere år kom ud af stedet.

Ved torsdagens dom er også en daværende vicepræsident fundet skyldig. På grund af den lange sagsbehandlingstid bortfalder straffen dog til ham.

I sagen har Deutz' danske forhandler tidligere accepteret en bøde på en million kroner.

Opdateres...

RITZAU