Efter få måneder på posten som direktør for banken Lunar stopper Søren Kyhl. 

Som afløser har Lunars bestyrelse udpeget Gitte Roskær og Robert Stambro, som er henholdsvis direktør og finansdirektør. 

Det skriver Lunar i en pressemeddelelse. 

»Søren Kyhl har besluttet at opsige sin stilling hos Lunar og søge nye udfordringer. Vi respekterer Sørens beslutning, og vi er i bestyrelsen enige i Sørens overvejelser om, at han ikke er den rette ledelsesprofil for Lunar på den lange bane,« udtaler Jens Peter Leschly Neergaard, bestyrelsesformand i Lunar i pressemeddelelsen.

Søren Kyhls exit kommer fem måneder efter, han blev udpeget som direktør for banken tilbage i maj.

Han var blandt de folk, som var med til at grundlægge banken tilbage i 2015. 

Søren Kyhl har en fortid i Saxo Bank og Danske Bank.