I 1946 blev Køle-Møller grundlagt, og i årtier har den kendte butik ligget på H.C. Ørsteds Vej på Frederiksberg.
Det bliver den ved med, men nu i et nyt navn.
Fra 1. januar næste år bliver Køle-Møller nemlig en del af kæden Punkt1. Det skriver Power Danmark, der står bag Punkt1, i en pressemeddelelse.
Butikken er ikke kun kendt i hvidevarebranchen, men har også medvirket i tv-serier som 'Krøniken' og 'Klovn'.
Faktisk er det i netop Køle-Møller, at karakteren Pivert fra 'Klovn' dør, da han i forbindelse med et firmaarrangement gemmer sig i en af butikkens kummefrysere.
Om den velkendte butik vil fortsætte med at dukke op i tv-serier vides ikke. I så fald overlades beslutningen nu til de nye ejere, som tilsammen har knap 100 års erfaring hos Køle-Møller.

Lotte Thier Larsen har arbejdet i virksomheden siden 1996, imens Lars Stanley Roos har været i Køle-Møller siden 1986 og været butikschef siden 1988.
Sidste mand er Henrik John Møller, som nærmest er født ind i butikken, da hans far er Per Møller.
80-årige Per Møller og hans bror, Allan Møller, har drevet butikken i årtier.
»Allan og jeg har kigget hinanden i øjnene, og vi er blevet enige om, at nu er tiden moden til, at vi giver nøglerne videre. Vi har begge levet, åndet og været en del af den her butik i 60 år – og nu skal det altså være,« siger han.
Det var Per og Allan Møllers mor, Karla Møller, som grundlagde Køle-Møller under navnet Amager Køleindustri.
Butikken var en af de første til at producere køleskabe med elmotor og kompressor i stedet for datidens skabe med isblokke.
