Tøjbutikken Trendstar – som tidligere var en kæde – er gået konkurs.

Det sker på et rigtig skidt tidspunkt for mange kunder.

'Vi har desværre været nødt til at lukke Trendstar, da vi er under konkursbehandling. Vi er kede af, at vi ikke kan servicere jer i forhold til bytning af julegaver,' skrev Trendstar på Facebook 2. juledag.

Den sidste butik lå i indkøbscenteret Ro's Torv i Roskilde, men efter 11 år kaster ejeren Tine Hviid nu håndklædet i ringen.

'Vi har kæmpet alt, hvad vi kunne, men detail har ændret sig markant,' skriver hun på Facebook. 

'Efter corona og energikrisen har kundernes forbrugsmønstre ændret sig rigtig meget. Vi er oppe imod genbrug og udenlandske webshops, og det er en kamp, vi ikke kan vinde,' tilføjer Tine Hviid.

Trendstar Aps, som virksomheden bag tøjbutikken hedder, har haft millionunderskud i både 2022 og 2023, og efter det seneste regnskab røg egenkapitalen i minus. 

Tidligere har Trendstar haft butikker i Rødovre Centrum, Holbæk, Hillerød og Helsingør.