Byretten i Solna gav fredag klar besked i striden mellem elbils-giganten Tesla og Postnord.
Teslas svenske datterselskab, TM Sweden AB, har hevet Postnord i retten for at tvinge dem til at levere Teslas varer, der lige nu er stoppet af en sympatistrejke, skriver det svenske medie Lag & Avtal.
Ifølge Berlingske indledte fagforeningen Seko, som blandt andet organiserer medlemmer af postvæsnet, blokaden mod Tesla.
Det sker på baggrund af, at værkstedsarbejdere på ti svenske Tesla-værksteder nedlagde arbejdet, da bilproducenten ikke ville acceptere en overenskomst, der skulle sikre arbejderne faste aftaler om løn, arbejdstid og betingelser for fratrædelse.
Sympatiblokaden betyder, at Tesla blandt andet ikke kan udlevere nummerplader til nyregistrerede biler i Sverige.
Elon Musk har ifølge Berlingske kaldt konflikten i Sverige vanvittig.
Men byretten i Solna afviste at afgøre Teslas anmodning, da der er tale om en igangværende arbejdsmarkedskonflikt.
»Byretten vurderer, at en godkendelse af retssagen vil være i strid med lovgivers formål om, at stridsspørgsmål skal afgøres af arbejdsmarkedets parter og ikke af staten,« skriver retten ifølge Lag & Avtal med henvisning til grundloven.
På grund af rettens udfald skal Tesla som taber betale sagsomkostningerne på lige under 4,2 millioner kroner.
Det forventes, at Tesla vil appellere dommen til appelretten.
