Salget af elbiler boomer i Danmark i øjeblikket, men på trods af dette styrtdykker salget af Teslaer.
Mellem 75 og 80 procent af de private bilkøbere vælger i dag en elbil, når de skal ud at købe en ny bil, viser data fra FDM.
Alligevel styrtdykker salget af Teslaer i Danmark. Den mest solgte bil i 2024 var en Tesla Model Y, men i januar 2025 er den pludselig dumpet ned på en sjetteplads over de mest solgte elbiler. Også Model 3-salget er støt faldende.
Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM, kommer her med fire årsager til, at Tesla er blevet slået af elbiltronen i Danmark.
Årsag et: Konkurrenterne har forbedret sig
Tesla var på mange måde synonymet med en elbil, men det billede er ved at ændre sig nu, vurderer Ilyas Dogru:
»I 2023 og før det, tænkte man groft sagt meget på en Tesla, når man tænkte på en elbil. Alternativerne var ikke stærke. De konkurrenter, der var, var bagud på mange parametre. Nu kan vi i den grad se, at konkurrenterne har forbedret sig.«
Årsag to: Prisen
Prisen på elbiler har ændret sig meget de seneste par år, og lige nu kommer der flere og flere elbiler ud til en pris, hvor danskernes pengepung kan være med.
»Når markedet for elbiler bliver større, er det også fordi priserne på elbilerne er faldet så meget, at flere danskere kan være med. Det vil sige, at der er et voksende antal danskere, der har langt under 300.000 kroner eller deromkring, som vil købe en elbil,« siger Ilyas Dogru og fortsætter:
»Tesla har kun to modeller i Danmark. Tesla Model 3 – en sedan – har en startpris på 300.000 kroner. Tesla Model Y, som er en SUV, starter på en pris på 320.000 kroner.«
»Under den pris har Tesla ingen alternativer – endnu. Det kan være, at det kommer. Men det har også en betydning for, at de ikke vækster i Danmark i øjeblikket.«
Årsag tre: Naboeffekten – og en ny model på vej
Den tredje årsag er noget, Ilyas Dogru kalder for naboeffekten. Man skal simpelthen have et andet køretøj end det, at naboen kører i.
»Der er også en ny Tesla Model Y på vej, som er annonceret til at komme i marts. Det betyder alt andet lige, at der ikke er så mange, der har lyst til at bestille deres 'gamle' model Y, fordi de gerne vil have den nye, som de venter på,« forklarer Ilyas Dogru.
Årsag fire: Musk-effekten
Tesla-ejer Elon Musk har i den grad gjort opmærksom på sin person før, under og efter det amerikanske valg, hvor han er blevet den amerikanske præsident, Donald Trumps, nye højre hånd.
Elon Musk' indblanden i politik kan være noget, der også påvirker bilsalget herhjemme, lyder det fra Ilyas Dogru.
»Vi har ikke nogle målinger på det. Men der er ingen tvivl om, at vi i vores rådgivning hos FDM, får flere opkald end før fra folk der siger, at de skal have en elbil, men det skal ikke være en Tesla.«
»Det er det, vi kalder for politiske forbrugere, og det har også en betydning.«
Er det en tendens, du tror I kommer til at se mere og mere til?
»Det er klart, at udviklingen i den store verdensdagsorden kan gå hen og påvirke det endnu mere, men det er ikke noget, hvor vi kan måle, hvor stor effekt det har.«
»I princippet kan vi få indikationer på det i slutningen af kvartalet. Her kan vi se, om den nye Tesla Model Y sælger godt eller ej. Det kan være, at det får en betydning,« slår Ilyas Dogru fast.