Et mislykket svensk eventyr har kostet dyrt for Lars Larsen Group-selskabet Seng.
Det nye regnskab, der torsdag er blevet lagt frem, viser således et underskud på et trecifret millionbeløb.
Minus 103,7 millioner kroner for at være præcis.
I alt 19 svenske butikker er lukket tidligere i år, og det samme er den svenske webshop.
»Det er aldrig let at sige farvel til gode kolleger,« siger Seng-direktør Hanne Bang Vorre i en pressemeddelelse:
»Heldigvis har flere af dem fået nyt job – nogle af dem endda i Lars Larsen Group.«
I dag består Seng ifølge selskabets hjemmeside udelukkende af 30 danske butikker og en webshop, og her blev seneste regnskabsår en relativt positiv oplevelse.
På det danske marked steg omsætningen faktisk med fire procent og et underskud på lige knap seks millioner kroner i 2023/24 blev vendt til et lille overskud på 469.000 kroner.
Omvendt siger det også noget om, hvor omkostningstungt nedlukningen i Sverige har været for at det samlede underskud kunne ende på minus 103,7 millioner kroner.
Ambitionerne er nu videre vækst på hjemmebanen. Og at åbne en-to nye butikker om året.
Direktør Hanne Bang Vorre understreger, at »Vi er godt rustet til at fortsætte vores positive udvikling.«
Seng har tidligere været kendt under navnet Sengespecialisten.