Hos den britiske storbank kalder man selv det nye tiltag for »prikken over i'et«.

Men det er samtidig en udvikling, der koster tusindvis af ansatte deres job.

For ifølge BBC vil der blive uddelt i alt 5.000 fyresedler hos Barclays som resultat af en omstrukturering, hvor en markant tilføjelse af kunstig intelligens betegnes som førnævnte »prik«.

De første 1.000 job er allerede blevet sløjfet, lyder det, mens de sidste 4.000 af slagsen vil være væk, inden året er omme.

Og måske er der mere på vej.

»Kunstig intelligens har en vigtigt rolle at spille og vil måske få en endnu vigtigere rolle i fremtiden,« lyder det således i en udtalelse fra Barclays topdirektør C.S. Venkatakrishnan.

BBC skriver, at en »betydelig del« af de kommende fyringer vil ske blandt ansatte i Indien.

I alt vil medarbejderstaben blive reduceret med fem procent.