På trods af en kapitalindsprøjtning på 100 mio. kroner er virksomheden Centaflow nu taget under konkursbehandling.
Virksomheden har i ti år udviklet udstyr, der skulle opdage problemer tidligt i kvinders graviditet. Medico-virksomhedens årsrapport for 2022, viste ambitioner om EU-godkendelse af udstyret i 2023, skriver Finans.
Centaflow missede dog en vigtig milepæl, da resultaterne fra kliniske forsøg på gravide kvinder de seneste fem år ikke har kunne retfærdiggøre, at produkterne blev sendt på gaden.
»Det betød, at forudsætningerne for yderligere kapitalindskud fra selskabets investorer bortfaldt,« skriver administrerende direktør i Centaflow, Mads Bjerregaard, til Finans.
Kurator Louise Krarup-Simonsen oplyser, at det er Centaflow selv, der har begæret virksomheden konkurs.
Hun fortæller også, at der er gæld i virksomheden, men ønsker ikke at afsløre, hvor stor gælden er.
Pengene flød ellers tidligere ind i virksomheden i massevis. Tidligere i virksomhedens leveår har de modtaget kapitalindsprøjtninger for 100 mio. kroner fra blandt andet Topsøe Holding og pensionskassen PKA.
I Centaflows regnskab for 2022 kan virksomheden afsløre et underskud på fire mio. kroner.
Det centrale virksomhedsregister viser, at virksomhed havde 24 ansatte.