Elektronik- og hvidevarekæden Power har torsdag politianmeldt konkurrenten Elgiganten. 

Det skriver Power i en pressemeddelelse. 

Her står, at baggrunden for anmeldelsen til Københavns Politi er mindst 92 tilfælde, hvor POWER har observeret, at Elgiganten har sat en vare til salg med en falsk førpris eller slet ikke har oplyst før-prisen, som man ellers skal. 

Reglerne siger, at hvis en vare markedsføres med en prisnedsættelse, det kan eksempelvis være ved at skrive 'SPAR', så skal førprisen oplyses. 

»Vi har kigget Elgigantens tilbudsmateriale igennem og har indtil videre fundet fejl i over 30 procent af deres tilbud, og det er det materiale, vi har givet videre til politiet i forbindelse med anmeldelsen,« lyder det fra Jesper Boysen, der er administrerende direktør i Power, i pressemeddelelsen. 

Han fortsætter: 

»Jeg må sige, at jeg er rystet på de danske forbrugeres vegne, for her er vi altså langt ud over almindeligt sløseri eller uopmærksomhed. Jeg vil i stedet kalde det regulært og omfattende fusk med førpriserne.«

B.T. har bedt Elgiganten om en kommentar til politianmeldelsen. 

»Vi har først fået henvendelsen fra dem sidst på dagen (torsdag red.), så vi skal lige have mulighed for at se ordentligt på det i morgen, før vi eventuelt kommer med en udtalelse,« skriver Therese Røsland Skov, der er pr- & kommunikationsspecialist i Elgiganten, i en sms torsdag aften. 

Vil du gerne bruge dine penge fornuftigt? Så få dine sparetips hver uge i B.T.s podcast 'Spar kassen'.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.

Spar kassen

Spar kassen har besøg af Jacob Munk-Stander. Han står bag platformen Tobi, et alternativ til den traditionelle børneopsparing, som hjælper forældre med at investere skattefrit på vegne af deres børn. Han er også forfatter til bogen ‘Den lille guide til børns opsparing'. I programmet deler han opskriften bag de skattefri gevinster, så du kan give dit barn en god start på voksenlivet. Vært: Laura Bitte Rossau, journalist på Euroinvestor Gæst: Jakob Munk-Stander, stifter af Tobi og forfatter til bogen ‘Den lille guide til børns opsparing’ Producer: Jens Marott Rasmussen Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T.