Nordeuropas største insektfabrik, Enorm Biofactory, er erklæret konkurs.

Det oplyser Henrik Selchau Poulsen fra advokatfirmaet Bruun Hjejle til mediet AgriWatch.

- Jeg kan bekræfte, at der er afsagt konkursdekret, og at jeg er udpeget som kurator, skriver han i en sms til mediet.

Fabrikken slog dørene op i december 2023 i byen Flemming, som ligger vest for Horsens.

Den blev opført for over en halv milliard kroner, og er delvist ejet af den landmandsejede grovvarekoncern DLG, som fremhævede fabrikken som en strategisk vigtig bæredygtig investering.

Fabrikken opdrættede soldaterlarver, der blev forarbejdet til mel og olie, som kan bruges til protein i dyrefoder.

I slutningen af april gik fabrikken i rekonstruktion. En rekonstruktion er et forsøg på at redde en virksomhed fra at gå konkurs.

Opdateres...

/ritzau/