Stopper som direktør efter 23 år hos hotelkæmpe
Men Dorte Blak forlader ikke selskabet.

Men Dorte Blak forlader ikke selskabet.

Efter 23 år skal Dorte Krak ikke længere være direktør hos Arp-Hansen Hotel Group.
Men hun er ikke færdig hos den danske hotelkæmpe.
I stedet bliver hun næstformand for bestyrelsen – en arbejdende én af slagsen – og skiftet sker 1. november.
»Det har været et privilegium at udvikle Arp-Hansen Hotel Group sammen med dygtige kolleger og samarbejdspartnere, og som næstformand glæder jeg mig til fortsat at bidrage til selskabets udvikling og støtte den nye ledelse i næste kapitel,« siger Dorte Krak i en pressemeddelelse.
Hun skal nu stå for den mere strategiske udvikling af virksomheden.
Ny direktør hos Arp-Hansen Hotel Group bliver Robert Thomsen, der har været ansat hos selskabet siden 2000 i andre roller, senest som vicedirektør.

»Jeg er stolt over at få ansvaret for Arp-Hansen Hotel Group, som har været en stor del af mit arbejdsliv i mere end 25 år,« siger han:
»Dorte (Krak, red.) har stået i spidsen for en imponerende udvikling af virksomheden, og jeg glæder mig til at bygge videre på det stærke fundament sammen med vores dygtige medarbejdere og ledere.«
Det lyder videre fra den kommende direktør, at han især skal stå for videreudviklingen af hoteller og hostels.
Hovedaktionær Henning Arp-Hansen fortsætter uændret som formand for bestyrelsen i Arp-Hansen Hotel Group, der især har hoteller i København som 71 Nyhavn Hotel, Phoenix Copenhagen, Copenhagen Island, Copenhagen Strand, The Square og Wakeup.