Steakhouse blev lukket på stedet: Fandt muselort overalt
Flora’s Café og Steakhouse var fyldt med muselort, men få dage senere fik de en glad smiley af Fødevarestyrelsen.

Flora’s Café og Steakhouse var fyldt med muselort, men få dage senere fik de en glad smiley af Fødevarestyrelsen.

Muselort i baren. I køkkenet. På lageret. I opvaskerummet – og helt ude i restaurantens sofaer.
Det fik Fødevarestyrelsen til at lukke Flora’s Café og Steakhouse i København på stedet ved et kontrolbesøg 30. marts.
Det skriver KøbenhavnLIV.
Kontrollen udløste en sur smiley, et straksforbud og et bødeforlæg på 20.000 kroner for markedsføring af farlige fødevarer.
Ifølge kontrolrapporten blev der fundet store mængder ekskrementer flere steder i restauranten – blandt andet bag maskiner, langs køleenheder og i serveringsområdet.
I sofaerne var der ligefrem ophobninger.
Også i køkkenet og på lageret blev der fundet muselort, og der var endda spor fra rotter.
Allerede to dage senere var Fødevarestyrelsen tilbage, og denne gang fik restauranten en glad smiley.
Myndighederne vurderede, at forholdene var bragt i orden, og at lokalerne fremstod tilstrækkeligt rene.
Dog blev der stadig fundet ældre spor af mus under blandt andet møbler og ved et løftet gulv – samt en død mus.
Virksomheden oplyste, at man fortsat holdt lukket, indtil der var gjort helt rent og desinficeret. De har ikke ønsket at stille op til interview med KøbenhavnLIV.