Væksten er gået i stå hos byggemarkedskoncernen Stark Group.

I regnskabsåret 2024/2025 omsatte koncernen for 57,7 milliarder kroner. Det er 0,3 procent mindre end året før.

Det fremgår af Stark Groups regnskab onsdag morgen.

I regnskabet forklarer ledelsen, at der i februar 2023 skete et afgørende skift i byggebranchen fra et ekstraordinært højt aktivitetsniveau til heftig markedsnedgang.

Coronanedlukninger og høj inflation blev efterfulgt af rentestigninger, høje energipriser og stigende leveomkostninger. Det har alt sammen presset aktiviteten i byggebranchen ned, lyder det.

I en pressemeddelelse skriver Stark, at koncernen har vundet markedsandele, men at især bakgear i den tyske økonomi og byggesektor har gjort ondt.

- I et normalt år ville vi ikke være tilfredse med vores resultat. Vi skal kunne vokse under alle markedsforhold, men udviklingen i Tyskland har skabt et historisk dyk i det europæiske byggeri, som ikke har set mage i 30 år, siger topchef Søren P. Olesen i pressemeddelelsen.

/ritzau/