De tjener ellers godt i Arinco-fabrikken i Videbæk.

Men medarbejderne har tirsdag morgen modtaget en tung besked i indbakken.

Arla har valgt at nedlægge 160 stillinger i Videbæk og 10 medarbejdere på AFI’s hovedkontor ved Aarhus, som følge af omstruktureringer hos Arla Foods Ingredients, skriver TV Midtvest og Agriwatch på baggrund af en pressemeddelelse fra Arla.

»Det siger sig selv, at det er en svær situation og en hård dag for vores medarbejdere. Ændringerne vil først være fuldt ud implementeret om 19 måneder, og indtil da vil vi gøre alt, hvad vi kan for at omskole, efteruddanne og finde interne jobmuligheder for dem, der vil blive berørt,« udtaler administrerende direktør Luis Cubel fra AFI ifølge Agriwatch.

Man river nemlig teltpløkkerne op og rykker ud i Europa.

Produktionen skal nemlig rykkes til et nyt samarbejde med den franske andelsmejerikoncern Sodiaal.

Derfor er det et farvel til danske medarbejdere.

»Men man vil gøre alt hvad man kan, for at beholde så mange dygtige medarbejdere som muligt,« siger Jonas Barfoed, der er pressemedarbejder ved Arla Foods til TV Midtvest.

Han understreger, at bare fordi, at stillingerne bliver nedlagt, så er det ikke nødvendigvis en fyring i Arla.

Ved hjælp af omskoling og videreuddannelse håber man på finde nye muligheder for de ansatte. En overgangsperiode, der varer 19 måneder.

Der er på nuværende tidspunkt ansat 320 på Arinco-fabrikken.