»Det er nu reelt slut, og en kulturepoke forsvinder.«
Sådan skriver den kendte restaurant Sofie Kælderen på Facebook om en beslutning, restaurantens ejer kun har hovedrysten til overs for.
Københavns Kommune har således pålagt Sofie Kælderen, som ligger på Overgaden Oven Vandet på Christianshavn, at stoppe en vital del af udeserveringen.
Den del, som foregår på borde tæt på bolværket ud til Christianshavns Kanal.
Eller – set med kommunens øjne – for tæt på kanalen.
Til KøbenhavnLiv fortæller Sofie Kælderens ejer, Søren Westergaard, at der ifølge kommunen skal være 150 centimeter mellem stole og bolværk, fordi passagen langs bolværket forringes af deres udeservering.
I 2024 fik Sofie Kælderen – som har haft udeservering ved kanalen i 50 år – af kommunen besked om, at bordene opfordrede til spontan samling efter restaurantens lukketid.
Begrundelser, der vækker dyb undren hos Sofie Kælderen, der sidestiller kommunens forvaltning med tilstandene i en 'bananrepublik'.
»Skrivebordsoldaternes argumenter er skræmmende langt fra virkeligheden, og uvidenheden skriger til himlen,« lyder det fra Sofie Kælderen på Facebook.
Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning er endnu ikke svaret på KøbenhavnLivs henvendelse.
Sofie Kælderen fungerer i dag som restaurant, bar og spillested. Oprindeligt var det et klassisk værtshus.
