Det har været en hård tid for slagtermester og ejer af Østerport Slagter i Ikast, Lene Hammer Larsen, som har haft en potentiel bøde på 40.000 kroner hængende over hovedet.
Men nu er der nyt.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har nemlig droppet sagen mod slagtermesteren. En sag, hvor Lene Hammer Larsen ved en fejl kom til at skrive æg med småt i stedet for stort på en pakke frikadeller. Og som altså stod til en bøde på 40.000 kroner.
Men nu er bøden på et rungende nul.
»Jeg er glad og lettet over at være kommet ud på den anden side. Det har været nogle hårde år,« siger Lene Hammer Larsen til B.T. En nyhed, hun først udtalte sig om til TV Midtvest.
Årsagen til, at Anklagemyndigheden smider bødestraffen i skraldespanden, er ifølge slagermesteren, at »der ikke er grundlag for straf i sagen«.
Da Lene Hammer Larsen fik besked om Anklagemyndighedens afgørelse, kunne hun næsten ikke tro, hvad der stod.
»Jeg turde ikke tro på det. Jeg frygtede det værste og håbede på det bedste. En sådan bøde ville have været hårdt for butikkens fremtid.«
Når det kan gøre så stor en forskel, om ordet æg står med stort eller ej, så skyldes det hensynet til de allergikere, der kan blive decideret syge, hvis de spiser noget, de ikke kan tåle - såsom æg. Derfor skulle Lene Hammer Larsen også have skrevet æg med stort. En fejl, hun erkender.
»Jeg havde også været villig til at betale et mindre beløb, men bødestørrelsen var alt for voldsom. I stedet skulle man have som model, at man allerførst får en løftet pegefinger - og først bagefter kommer bøden.«
Men nu er bøden altså pakket sammen og smidt væk, og Lene Hammer Larsen kan igen se fremad:
»Så i dag steger vi en masse frikadeller - så kommer der forhåbentlig nogle forbi og får lyst til at købe en eller to.«
