Du er muligvis allerede klar over, at tøjsalgsportalen Trendsales lukker helt ned til oktober.
Men allerede fra i dag – tirsdag 10. september – er det slut med at købe og sælge på portalen.
Det fremgår af Trendsales' egen hjemmeside.
»Du vil fra og med den 10. september 2024 ikke længere have mulighed for at oprette nye køb og salg på Trendsales,« lyder det.
På forsiden af tøjsalgsportalens hjemmeside oplyses det også, at det ikke længere er »muligt at købe eller sælge på Trendsales, da platformen lukker«.
Det var tilbage i juli, det kom frem, at Trendsales lukker efter 20 år på markedet.
Det sker som en konsekvens af, at den litauiske konkurrent Vinted i marts overtog Trendsales.
Fra 10. september vil brugere af platformen i stedet tilbydes muligheden for at flytte deres Trendsales-profiler til det internationale Vinted-fællesskab, lyder det.
Trendsales lukker helt 10. oktober.

