Lars Henrik Buschman sad hjemme og arbejdede, da han modtog et brev fra Skattestyrelsen. Han havde glemt at indberette et momsgebyr på 65 kroner.
»Jeg tænkte fuck, den må jeg bare betale. Men så lagde jeg mærke til, at regningen skulle være betalt i går,« siger Lars Henrik Buschman, der er regnskabschef i eget firma.
I opkrævningsbrevet, som han modtog den 7. marts, var fristen for rettidig betaling den 6. marts. På grund af den fejl, skal Lars Henrik Buschman nu betale renter på de 65 kroner.
Renterne løber op i seks øre.
»Det er en lille bitte bagatel, men det er princippet i det. Tænk på dem, som sidder med et større beløb. Det synes jeg er noget svineri,« siger han.
Det er ikke første gang, at Lars Buschman har oplevet at skulle betale renter selvom, at han ikke havde en chance for at nå at betale inden fristen udløb.
»For halvandet år siden oplevede jeg præcist det samme. Med det samme beløb. Her kontaktede jeg Skat, men de kom ikke med noget konkret svar på, hvorfor fejlen var sket. De vidste det ikke. De sagde, at jeg ikke skulle regne med at blive opkrævet de seks øre i rente, men det gjorde jeg alligevel,« fortæller Lars Buschman til B.T.
Fagdirektør i Skattestyrelsen, Peter Thorgaard, udtaler i et skriftligt svar til B.T:
»Jeg kan ikke kommentere på den konkrete sag, men det er rigtigt, at hvis en virksomhed ikke betaler sine skatter, afgifter og gebyrer til tiden, så påløber der dagligt renter.«
Peter Thorgaard forklarer, at der er nogle gebyrer, som skal betales den samme dag, som de bliver udsendt. Det er ikke altid muligt at sikre, at brevet til virksomheden når frem samme dag. Derfor kan virksomheden opleve at modtage et brev, der er dateret dagen efter betalingsfristen for gebyret.
»Det er langt fra hensigtsmæssigt, og vi er derfor ved at undersøge mulige løsninger på det«, siger han og indrømmer.