»Folk er i forvejen hårdt pressede af prisstigninger, så jeg frygter, at mange vil begynde at nedprioritere deres træning.«
Sådan reagerer yogalærer Sisse Siegumfeldt på udsigten til, at der fra næste år indføres moms på blandt andet yoga, spinning og crossfit.
Sisse Siegufeldt er indehaver af 'Blå Himmel Yoga', som tilbyder kurser, uddannelser og hold indenfor yoga. Ifølge hende er det tudetosset, at man nu gør træning endnu dyrere.
»Det er veldokumenteret, at motion og bevægelse er ekstremt nødvendigt, og det koster samfundet sindssygt meget, hvis folk ikke dyrker sport,« fortæller hun til B.T.
Det er faktisk ikke Folketinget, som har fundet på at gøre danskernes fitness- og yogaabonnementer dyrere – det er såmænd nye EU-regler, som tvinger Danmark til at indføre højere moms.
Momsstigningen betyder, at Sisse Siegumfeldt bliver nødt til at tørre ekstraregningen af på sine kunder.
»I dag tager jeg 130 kroner for en yoga-session på halvanden time, og med en momsstigning på omkring 25 procent, betyder det, at prisen kommer til at stige til 155 kroner,« siger hun.
En prisstigningen, der ikke er faldet i god jord hos yogalærerens kunder.
»Mine kunder synes, det er fuldstændig tosset og enormt kortsigtet politisk,« siger hun og tilføjer:
»De her momsstigninger blev annonceret samme dag, som regeringen annoncerede afskaffelsen afgiften på chokolade og kaffe, så det skriger til himlen«.
For at tage toppen af prisstigningen, har skatteminister Rasmus Stoklund (S) meldt ud, at man vil indføre et fradrag for folk under 30 år, der skal afbøde prisstigningerne.
Men Sisse Siegumfeldt forventer ikke, at fradraget vil have den store betydning for forbrugeren.
»Mange mennesker tænker, at det lyder besværligt med et fradrag, hvor man skal ind og rode ved sin selvangivelse, særligt når besparelsen ikke er større end tilfældet,« siger hun.
Hun forklarer, at den gennemsnitlige månedlige besparelse vil være omkring 37 kroner med fradraget.
Danmark er det eneste land i EU, som ikke har differentieret moms. Og stod det til Sisse Siegumfeldt, så er det åbenlyst her, man skal gøre noget.
For med en differentieret momsmodel, vil afgiften på sport og fitness kunne blive sænket til et niveau som i Sverige, hvor momsen er seks procent – og her er man vel at mærke underlagt samme EU-regler, som i Danmark.
»Det kan jo ikke passe, at vi er det eneste land, som ikke kan få prisen ned. Hvorfor ikke bare gøre som vores nabolande?,« siger hun.
Det er gamle it-systemer, der er skyld i, at det ikke er muligt at indføre differentieret moms i Danmark.
Regeringen har derfor igangsat et arbejde, som i sidste ende skal udmønte sig i et system, som kan håndtere forskellige momssatser.
B.T. har snakket med Mathias Lynge, som også bliver ramt af momsstigningerne. Læs om hans oplevelse HER.

