Rema 1000 har været på et massivt ejendomstogt.
Kæden har nemlig sikret sig flere tidligere Aldi-bygninger rundt om i det danske land.
Det skriver Fyens Stiftstidende med henvisning til nye oplysninger fra ejendomsfirmaet Resights, som har gennemgået tinglysningen bag handlen.
I alt løber handlen op i mindst 150 millioner kroner.
Ejendomsselskabet DK Retail Ejendom 1 ApS, der har forbindelse til Rema 1000, står bag opkøbene, som tæller adresser i blandt andet Odense, Næstved, Støvring og Farsø.
Hos Rema 1000 bekræfter kommunikationsafdelingen overfor Fyens Stiftstidende, at ejendommene er overtaget som en del af kædens køb af flere tidligere Aldi-butikker.
Rema 1000 har de seneste år sat sig tungt på det danske discountmarked.
Efter Aldi droppede det danske marked overtog Rema 1000 i alt 113 ud af 188 butikker – og nu udvider de altså også på ejendomssiden med køb for et trecifret millionbeløb.
