For en uge siden måtte de dreje nøglen om, men nu er der godt nyt for virksomheden og dens kunder. 

Brudekjoleforhandleren Panayotis går nemlig ind i en »ny og stærkere æra«. 

De genåbner således deres butikker i Vejle og Kongens Lyngby, skriver virksomheden i en pressemeddelelse. 

Når butikkerne igen slår dørene op, er det med en ny ejerkreds, lyder det videre. 

Også en ny kvinde vil stå i spidsen for virksomheden – nemlig 26-årige Sara Beadle Kops. 

»Det betyder enormt meget for mig at kunne fortælle, at hele det dygtige Panayotis team fortsætter i den nye virksomhed,« siger hun og tilføjer: 

»Kunderne kan møde de samme ansigter, den samme varme og den samme faglighed – præcis dét, der gør Panayotis til en magisk og nærværende oplevelse for alle kommende brude, konfirmander og festkunder.« 

Videre lyder det, at forhandleren vil kontakte de kunder, der har bestilt kjoler fra det gamle selskab, i den kommende uge. Der opfordres dog til, at kunderne skal væbne sig med tålmodighed. 

Den første butik blev åbnet for 57 år siden i Vejle.

Panayotis butik i Vejle dannede i 2018 rammerne om den danske udgave af det amerikanske tv-koncept 'Say yes to the dress'.