Hvordan spotter du en kollega eller chef med psykopatiske træk?
Det er et godt spørgsmål, for det drejer sig ikke kun om én situation, men et større mønster. Og det sker i flere brancher, end du tror, forklarer en psykolog.
»Det gælder om at lægge mærke til følelserne - eller mangel på samme. En person, der er meget kold, og en, du slår dig på. Ikke bare én, men flere gange,« siger erhvervspsykolog Karen Marie Fiirgaard til B.T.
»Personer med en følelsesmæssig kulde - med en 'I don't give af shit'-attitude.«
Paradokset er, at selvsamme person samtidig kan virke varm, charmerende og forstående. De siger det, du gerne vil høre, lyder det fra erhvervspsykologen.
»De næres af følelser. De prøver at få dig på krogen, men hvis de kan, vil de svine dig til, bagtale dig og smide dig under bussen. Bruge dig som en brik i et spil.«

Og disse personer kan for eksempel også reagere koldt på, at andre har det svært.
»Hvis nogen er syge, pressede eller stressede på arbejdet, kan en person med psykopatiske træk reagere med: 'Nu må hun eller han fandme tage sig sammen'. Og personen vil ofte gøre det flere gange.«
Når Karen Marie Fiirgaard kigger på kryds og tværs af brancher, så er hendes indtryk, at nogle brancher i højere grad end andre tiltrækker personer med psykopatiske træk.
»Der er jo nogle miljøer, hvor den adfærd bliver belønnet. Steder med stærk konkurrence, hvor det handler om penge, resultater, kontrol og dominans. Kan eksempelvis være eventbureauer, mediebranchen eller brancher, der arbejder med investeringer,« siger hun og tilføjer:
»Men det kan også ske i mange andre brancher.«
Men hvad skal man så gøre, hvis man oplever en kollega eller chef med psykopatiske træk?
Her er svaret klokkeklart fra Karen Marie Fiirgaard.
»Træk dig væk fra dem, hold dig til fakta og søg hjælp, hvor du kan. Og hvis du mærker utryghed eller forvirring, er det nok et tegn på, at du bliver manipuleret.«
Selvom det er svært at sætte et nøjagtigt tal på, hvor mange personer med psykopatiske træk, der går rundt ude på de danske arbejdspladser, så er Karen Marie Fiirgaard sikker på én ting:
»De er overalt. Og alle kan risikere at møde en og blive forført af en.«
