Slagterigiganten Danish Crown søger nu 100 medarbejdere til en ny fabrik i Vejen.

På den nye specialiserede fabrik skal der satses på at udbene forender af slagtesvin – altså fjerne knoglerne fra de slagtede grises forender – og den forventes at åbne i fjerde kvartal i år.

Det skriver Børsen

»Vi skal forædle mere, og den nye fabrik ventes at kunne udbene 65.000 forender, som sendes til Vejen fra vores griseslagterier. Vi mangler i dag kapacitet til udbening, mens der er ledig kapacitet til at forædle mere og lave flere pølser og andre ting. Og så undgår vi at sælge forenderne til andre,« lyder det fra pressechef i Danish Crown Anders Leonhard Jensen til mediet.

Det sker samtidig med en periode, hvor virksomheden, der ejes af knap 5.000 landmænd, er presset, og ifølge mediet har svært ved at betale sine ejere en ordentlig pris for slagtesvin.

Lokationen på den nye fabrik er de lokaler, der tidligere tilhørte den nu lukkede kødvirksomhed Skare.