Verdens største pornohjemmeside, Pornhub, har oplevet et gigantisk dyk i antallet af besøgende i Storbritannien på ganske få måneder.
Det får nu Pornhub til at lange ud efter sine konkurrenter.
I juli trådte en ny britisk lov, som kræver, at besøgende på hjemmesider med eksplicit seksuelt indhold kan bevise, at de er over 18 år, i kraft.
Det har ifølge Pornhub fået antallet af britiske besøgende til at falde med hele 77 procent, skriver BBC.
Identificeringen af de besøgendes alder kan ske via eksempelvis ansigtsgenkendelse.
Pornhub hævder, at konkurrerende pornohjemmesider ignorerer de nye krav, og drager fordel af det.
BBC har uden held forsøgt at verificere Pornhubs påstand, men data fra Google bekræfter ifølge det britiske medie, at det kendte pornosite nu får markant færre besøg i Storbritannien, end før loven trådte i kraft.
Det kan dog ifølge BBC delvis forklares ved, at folk besøger webstedet via alternative metoder såsom en VPN, der maskerer en brugers placering.
