Det startede som en modreaktion. Nu er det slut.

Aarhus må efter 14 år sige farvel til en sand evergreen på byens kulinariske scene - Langhoff & Juul.

Det meddeler stedets ejer, Jonas Langhoff, i en følelsesladet afsked på Instagram.

Det populære spisested har været kendt for sin bæredygtige tilgang og hjemmelavede retter, der har tiltrukket både lokale og folk fra andre byer.

I alt besøgte mere end 30.000 gæster årligt Langhoff & Juul og »mødtes omkring det gode måltid i en social kontekst,« skriver ejeren.

Da han i sin tid startede Langhoff & Juul, skulle stedet ses som en »modreaktion mod det moderne livs hæsblæsende tempo og med en ideologi om at skabe et bæredygtigt fristed.«

Et sted, som skulle »samle mennesker og skabe æstetiske øjeblikke, der bliver til varige minder. Alt sammen med fokus på kvalitet til en overkommelig pris.«

Men tiderne har ændret sig, forklarer Jonas Langhoff i sit opslag:

»I takt med at verden omkring os ændrede sig, blev det sværere at holde fast i dette fokus. Vi lever i en tid, hvor tanken om konstant vækst dominerer alt. En verden, hvor kvantitet og profit konstant prioriteres over kvalitet, fællesskab og menneskelig velfærd,« skriver han og fortsætter:

»Konkurrence, produktivitet og uendelig ekspansion er blevet idealer, der presser os som mennesker, familier og virksomheder til det yderste.«

Men prisen er ifølge ejeren for stor, og derfor tager man nu konsekvensen.

»Vi har mindre tid til hinanden, livet bliver dyrere og mere uoverkommeligt. Den sociale ulighed vokser, og planetens ressourcer udpines i jagten på kortsigtede gevinster,« skriver han, inden han sætter sømmet i spisestedets kiste:

»Derfor er tiden nu inde til at lukke et kapitel og gentænke fremtiden.«

Langhoff & Juul i Aarhus lukker søndag den 2. marts kl. 15.30, mens Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant i Ebeltoft fortsætter frem til 30. september 2025. Langhoff & Juul Apartment holder fortsat åbent.