Hvis du har tænkt dig at bruge din søndag på at tage en tur i Jysk, kommer du til at blive mødt af låste døre.

For landet over kommer boligkæden til at holde lukket.

Årsagen er, at alle medarbejdere og deres partnere er blevet inviteret til en ganske særlig fest i weekenden, oplyser Jysk i en pressemeddelelse.

Der er tale om den traditionsrige Jysk-fest, som har rødder tilbage til 1979, hvor butikkens grundlægger Lars Larsen inviterede medarbejderne hjem til sig selv.

Lørdag aften samles et rekordhøjt antal ansatte og ledsagere – ifølge Jysk ender det på mere end mere end 2.900 deltagere i alt – derfor til medarbejderfest i Odense, og de skal have lov til at hvile og sove ud om søndagen.

»At vi lukker alle butikker én dag om året handler om at sætte medarbejderne først,« forklarer Bo Viktor Andersen, der er Country Director i Jysk Danmark:

»Det er deres indsats, der skaber vores resultater, og derfor vil vi gerne samle dem til en aften med fællesskab, anerkendelse og fejring. Jeg glæder mig til at fejre mine kolleger og høre god musik, og med rekordmange deltagere kan det kun blive fantastisk.«

På grund af festlighederne lukker nogle butikker også lidt tidligere om lørdagen.