Ørsted må genoptage arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind ud for den amerikanske østkyst.

Det afgør en dommer ved en føderal domstol i Washington D.C. mandag aften dansk tid.

I begyndelsen af januar meddelte Ørsted, at selskabet havde indgivet en klage til domstolen, efter at det amerikanske indenrigsministerium satte havvindprojektet på pause i december.

I den forbindelse anmodede selskabet om, at domstolen i forlængelse heraf skulle tillægge klagen opsættende virkning. Det er den del, som det nu har fået medhold i.

Påbuddet, der kom fra myndighederne den 22. december sidste år, betød, at aktiviteterne i forbindelse med Revolution Wind skulle stoppes i 90 dage.

Ifølge den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum, var årsagen national sikkerhed.

Men den købte dommeren i sagen altså ikke mandag.

Revolution Wind er en havvindmøllepark, som Ørsted er ved at opføre ud for USA's østkyst. Ifølge Ørsted er parken omkring 87 procent færdigbygget, og 58 ud af 65 vindmøller er sat op.