Problemet går igen i de store byer. Restauranterne tager imod reservationer, køber ind og dækker op, men gæsterne udebliver.
I flere og flere tilfælde skyldes det, at gæsterne har booket flere restauranter på samme tid.
Men nu har virksomheden DinnerBooking udviklet et system, der kan afsløre den udbredte bookingfinte, skriver TV 2 Kosmopol.
Alle restauranter, der bruger samme system, kan se, om deres gæster har flere bookinger på de pågældende spisesteder. Spotter de en dobbeltbooking kan restauranten ringe gæsterne op og høre, om de har tænkt sig at komme.
Og her er der nogle, som ifølge partner i DinnerBooking Peter Thygesen kan få lidt røde ører.
»Jeg har fået fortalt af de restauranter, vi arbejder med, at folk generelt er søde og siger "hey, det må du undskylde". Hvis det er bevidst, bliver de lidt flove, hvis det er ubevidst, bliver folk glade for, at man har givet dem et kald, så de er opmærksomme på det.
Han uddyber, at servicen ikke er tiltænkt, at restauranterne skal ringe og skælde gæsterne ud.
Hos restauranternes brancheorganisation Horesta er man glade for tiltaget, der på sigt kan løse problemet.