Julehandlen medfører endnu en omgang vilde priser, og denne gang er det ekstreme eksempel fløden.
Hos især én kæde finder danskerne en helt vild pris: fløde til kun 4,95 kroner.
»Det er jo vores måde at forsøge at lokke kunder i vores butikker i håbet om, at de fylder kurven med andre varer.«
Sådan lyder forklaringen fra informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen. Det er en af deres kæder, som har en helt vild pris.
SuperBrugsen ser nemlig voldsomt skarpe ud på flødeprisen, når den holdes op imod konkurrenternes. Det er prisen i de helt nye aviser, som for SuperBrugsens eksempel gælder fra fredag frem til jul.
Deres pris på fløde bliver kun matchet af Bilka. Hos den store konkurrent er der dog en begrænsning på maks. tre kartoner af en halv liter piskefløde per kunde, og deres tilbud gælder kortere tid, nemlig fra 20. til 22. december.
Så der vinder SuperBrugsens tilbud, som har en begrænsning på maks. seks kartoner per kunde i tilbuddets periode fra 19. til 23. december.
Hvordan kan det lade sig gøre at sælge fløde så billigt, når det normalt koster over 30 kroner?
»Det er fordi, vi sætter en masse penge til i håbet om, at det får folk ind i vores butikker,« siger Jens Juul Nielsen.
Hvorfor kører I ikke med billigere fløde hele i året i stedet for en gang årligt at have så ekstremt lav pris?
»Det kunne man også gøre, men kunderne virker til at være glade for lave priser på fløde til jul, så det handler om, hvad der er efterspørgsel på.«
Nu er det SuperBrugsen, der har den her særligt lave pris. I 365discount koster en halv liter fløde nogle kroner mere. Hvorfor gør I det sådan?
»Det er jo en lumsk måde at forsøge at få folk til at besøge vores forskellige butikker. Med forskellige tilbud, forsøger vi jo at fordele handlen lidt.«
De ekstremt lave flødepriser er en del af sidste fremstød i en priskrig blandt dagligvarekæderne, der kører frem mod jul. De kæmper intenst om kunderne.
Andre mejeriprodukter end mælk, smør og ost er nemlig steget 6,6 procent i pris siden sidste år ifølge Danmarks Statistik. Så de billige tilbud er endnu mere fristende end tidligere.
Piskefløden koster normalt over 30 kroner for en halv liter, men fås nu til langt lavere pris i de fleste kæder.
Hos Lidl matcher de også prisen på 4,95 kroner, men det er kun for kunder med app. Ellers koster fløden 7,95 kroner i den tyskejede discountkæde.
Hos de andre store discountkæder, Rema 1000, 365discount og Netto, koster fløden henholdsvis 9 kroner, 6,95 kroner og 5,95 kroner.
