Den danske medicinalgigant Novo Nordisk ser ud til at have tabt en budkrig mod Pfizer.

Begge selskaber har forsøgt at få fingrene i vægttabsfirmaet Metsera - og nu lyder det, at der er en afgørelse, skriver erhvervsmediet Finans.

For fredag aften lyder det fra bestyrelsen i Metsera, at man har takket ja til Pfizers købstilbud.

Det skriver firmaet ifølge Finans i en børsmeddelelse.

»Metseras bestyrelse bekræfter sin støtte til fusionen med Pfizer,« lyder det blandt andet:

»Metseras bestyrelse anbefaler enstemmigt, at Metseras aktionærer godkender vedtagelsen af den ændrede fusionsaftale med Pfizer og godkender fusionen med Pfizer.«

Hvis aktionærerne følger bestyrelsens anbefaling, ser det dermed ud til, at budkrigen er endegyldigt afsluttet.

Novo Nordisk og Pfizer har længe kæmpet ihærdigt om at få fingre i biotekselskabet Metsera.

Egentlig så Pfizer allerede tidligere ud til at have indgået en aftale om at købe Metsera, men så blev det amerikanske selskab overhalet indenom af Novo Nordisk.

Det fik amerikanerne til at lægge sag an mod Novo, der blev beskyldt for at bryde konkurrencelovgivningen. Den købte en dommer i USA dog ikke og afviste i stedet at blande sig i den igangværende budkrig.

Men krigen er altså faldet ud til Pfizers fordel.

I den nye børsmeddelelse fra Metsera lyder det fra bestyrelsen, at buddet fra Novo Nordisk udgør »udgør uacceptabelt store juridiske og regulatoriske risici« for Metsera og firmaets aktionærer i sammenligning med Pfizers bud.

»Herunder risikoen for, at det oprindelige udbytte aldrig bliver udbetalt eller senere bliver anfægtet eller annulleret,« lyder det.