Det danske medicinalselskab Novo Nordisk har løftet sit bud på det amerikanske biotekselskab Metsera, så den samlede opkøbspakke nu har en værdi af ti milliarder dollar.
Det oplyser selskabet til nyhedsbureauet Reuters.
Beløbet svarer til cirka 65 milliarder kroner.
Det danske medicinalselskab kæmper i disse dage mod den amerikanske lægemiddelproducent Pfizer om Metseras gunst.
Pfizer har imidlertid også løftet sit bud. Det lyder nu på 8,1 milliard dollar, skriver Reuters.
De to kamphaner mødes tirsdag i retten, fordi Pfizer har sagsøgt Novo for at byde konkurrencelovgivningen i Metsera-sagaen.
Pfizer var på vej til at købe biotekselskabet, da Novo Nordisk i torsdags kom med et højere bud.
I søgsmålet beskrives det, at Novo Nordisks bud på Metsera skal være en konkurrencebegrænsende handling for at beskytte sin dominerende markedsposition inden for GLP-1-midler.
GLP-1 er det aktive stof, der blandt andet findes i Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy, som gør, at mæthedsfornemmelsen øges.
Novo Nordisk mener ikke, at selskabet har brudt konkurrencelovgivningen.
/ritzau/