Ifølge nye studier fra Novo Nordisk opnåede patienter på Wegovy-piller et vægttab på 3,0 til 3,2 procentpoint større end hos patienter, der tog vægttabsmedicin med orforglipron.
Det skriver den danske medicinalvirksomhed i en pressemeddelelse.
Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, godkendte onsdag Eli Lillys vægttabspille Foundayo, som indeholder orforglipron.
Foundayo er i direkte konkurrence med Novo Nordisks Wegovy-pille, der blev lanceret i USA i begyndelsen af 2026.
Novo Nordisks resultater bliver præsenteret på den årlige fedmekonference Obesity Medicine, oplyser den danske medicinalvirksomhed.
Fedmekonferencen afholdes fra den 10. til den 12. april i den amerikanske delstat Californien af Obesity Medicine Association, der er en organisation af læger, sygeplejersker og øvrigt sundhedspersonale, som arbejder med behandling af svær overvægt.
Både stoffet semaglutid og orforglipron hører til gruppen af GLP-1-receptorer.
GLP-1 er et hormon, der sænker blodsukkeret og hæmmer appetitten.
Ifølge Lægemiddelstyrelsen er hovedpine, kvalme, opkastning, diarré, forstoppelse, mavesmerter og træthed blandt de mest almindelige bivirkninger ved blandt andet Wegovy.
Ifølge Novo Nordisks studier er der større sandsynlighed for at stoppe behandlingen med orforglipron grundet bivirkninger sammenlignet med Wegovy-pillen med semaglutid.
Eli Lillys pille vil være tilgængelig til forsendelse fra 6. april gennem LillyDirect, hvor midlet leveres direkte til brugerne uden om de traditionelle apoteker.
Pillen vil ifølge mediet MarketWire blive lanceret til en pris på 149 dollar om måneden for laveste dosis for selvbetalende personer.
Amerikanere dækket af den offentlige sygesikring Medicare kan få pillen til 50 dollar om måneden.
Novo Nordisks pille koster ligeledes 149 dollar om måneden for selvbetalende brugere. Fra 31. august stiger prisen til 199 dollar om måneden.
For personer dækket af sygesikring starter prisen på 25 dollar om måneden, lyder det ifølge MarketWire.
/ritzau/