Tirsdag aften har flere kunder hos teleselskabet Norlys problemer med at sende sms'er.
Det fortalte Michelle Hald, der er pressechef hos selskabet.
Til B.T. sagde hun:
»Nogle af vores kunder har problemer med at sende sms'er her til aften. Og så er der også problemer med at ringe til Sverige. Det er ikke alle kunder, der er ramt.«
Hvor mange kunder, der er ramt af problemet, kunne hun dog ikke svare på.
»Vi har teknikere på sagen, og vi vil gerne beklage problemerne overfor vores kunder.«
Der blev ikke meldt om problemer med at ringe internt i Danmark, mens der altså var udfordringer med at ringe til Sverige.
Om årsagen sagde pressechefen:
»Der skulle være tale om et strømnedbrud i Stockholmsområdet. Der skulle selvfølgelig være gået et nødberedskab i gang, og vores teknikere er ved at undersøge, hvorfor det ikke er tilfældet.«
De svenske medier berettede om store problemer hinsidan, hvor blandt andet politiets telefoner var nede.
I løbet af aftenen er der strømmen dog blevet genetableret:
»Vi kan nu se, at driften er på vej tilbage hos vores kunder. Vi beklager endnu en gang de gener, som det har medført,« lyder det fra Norlys pressechef.
