Da Fødevarestyrelsen i slutningen af sidste måned var på besøg hos Netto på Rosenhøj i Aarhus-bydelen Viby, var det et grumt syn, der mødte medarbejderne.

Styrelsen var blandt andet forbi for at tjekke, at de indskærpelser, butikken havde modtaget ved forrige besøg, var blevet udbedret.

Men det var langt fra tilfældet.

I kontrolrapporten fremgår det, at butikken tilsyneladende oplever store problemer med skadedyr.

På lageret, hvor butikken opbevarer fødevarer og returpant, blev der konstateret »massive ansamlinger af sorte indtørrede ekskrementer fra skadedyr«.

Der var ligeledes »store mængder ekskrementer« på alle fire sider af beholderen, der bruges til til returpant, og på gulvet ved siden af beholderen.

Fødevarestyrelsen konstaterede, at der på siden af beholderen blev fundet over 60 tilfælde af afføring fra skadedyr – og lige så mange på gulvet.

Ikke nok med det var der »store mængder små mørke hår med ekskrementerne«.

Netto, der ikke havde nogen bemærkninger til Fødevarestyrelsen, fik en bøde på 10.000 kroner.