Aarhus Airport bliver ved med at tiltrække færre passagerer end forventet.
Og for ottende måned i streg oplever de at have færre passagerer sammenlignet med sidste år.
Det skriver Din Avis Aarhus.
I juni har de haft 50.745 passagerer, hvilket er et fald på 9,1 procent sammenlignet med sidste år.
Men selvom det lige nu går den forkerte vej i forhold til Aarhus Airports plan om at tredoble antallet af passagerer, så det i 2029 når op på 1,5 millioner om året, er der positive toner fra direktør Lotta Sandsgaard.
»2024 er et uforudsigeligt år, når det kommer til passagertal på grund af branchens kapacitetsudfordringer. Det positive er, at vi rent omsætningsmæssigt ligger markant højere i næsten alle forretningsmåder. Det betyder, at omsætningen er betydelig højere end budgetteret på trods af færre gæster,« forklarer hun til Din Avis Aarhus.
Hun fortæller videre, at man har formået at sænke driftsomkostningerne, og at man arbejder med at udvide både kapacitet og udbud af ruter, så der fremover kan tiltrækkes flere rejsende.
Selvom Aarhus Airport i 2023 havde 29 procent flere passagerer i forhold til året før, endte året alligevel med et underskud på 83,2 millioner kroner.
Bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen slog dog fast, at der ikke var noget overraskende i de tal. Han sagde også, at forventningen var, at passagervæksten ville stige med 10 procent i 2024, men det har altså endnu ikke været tilfældet.
Lufthavnen er ejet af kommunerne i Aarhus, Syddjurs og Norddjurs.
Ejerkommunerne skød for to år siden yderligere 200 millioner kroner ind i lufthavnen.
