Miljøstyrelsen, der hører under Miljøministeriet, har politianmeldt virksomheden TotalEnergies for 13 brud på havmiljøloven fra 2022 til 2025.

Det skriver Miljøministeriet fredag på ministeriets hjemmeside.

TotalEnergies er anmeldt for blandt andet et spild på 67.840 liter olie og 3750 liter dieseloliespild i havet. Dertil kommer fire større kemikaliespild og syv overskridelser af tilladte kemikalieudledninger.

- Vi skal passe på vores stærkt pressede havmiljø.

- Derfor er det også ekstremt vigtigt, at reglerne for spild og udledninger af olie, stoffer og kemikalier til vores farvande bliver fulgt – og at loven, når der sker lovbrud, bliver håndhævet konsekvent, siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) til hjemmesiden.

Miljøstyrelsen forventer, at TotalEnergies kan blive idømt en bødestraf.

RITZAU

Opdateres ...